Studieture, sprogrejser og talentrejser

Vi ønsker, at alle vores elever skal have mulighed for at deltage i rejser i løbet af deres tid på gymnasiet. Det betyder også, at økonomi så vidt muligt ikke skal være en hindring, og at vi altid tilstræber os på at gøre rejserne så billige som muligt. Derfor bliver prisen tænkt med, når der vælges destinationer og transportform for f.eks. studieturene.

Studieture i 2.g.:

  • Foregår i stamklasserne
  • Varer 5 hverdage
  • Er en del af et AT-forløb på tværs af to fag og med to lærere
  • Pris: Max. 4.500 kr inkl. rejse/transport, hotel, morgenmad, diverse entréer og evt. transport lokalt, fælles middag første og/eller sidste aften

 

KS-rejse til Berlin for 2.HF.:

  • Foregår i stamklasserne
  • Varer 3-4 hverdage
  • Er en del af et KS-forløb. Tre 2.HF-klasser rejser sammen med fire lærere
  • Pris: Så billigt som muligt

 

Sprogrejser i 2.g eller 3.g.:

  • Normalt 3 dage. Sprogskolerejse i spansk til Madrid i 3.g dog 5 hverdage
  • Pris: Så billigt som muligt
  • To lærere deltager

 

Udvekslingsrejser, masterclass-rejser og andre talentrejser:

  • Pris: Elevens egenbetaling er max. 5.000 kr. inkl. rejse/transport, evt. hotel og morgenmad, diverse entréer og transport lokalt

HvG kan vælge at yde et mindre tilskud.

  • Ved masterclasses sammen med andre gymnasier deltager én lærer fra HvG. Ved andre rejser deltager to lærere

 

Om planlægning af studierejser, KS-rejse, sprogrejser, udvekslings- og talentrejser:

  • Ved studierejser i 2.g samt KS-rejse i 2.HF har klasseteamet ansvar for, at opsparing påbegyndes semesteret før selve rejsen
  • Ved sprogrejser, udvekslingsrejser, masterclasses og andre talentrejser: Inden for rammerne af den definerede målgruppe søger elever om at komme med. Rektor udvælger sammen med relevante lærere, og der lægges vægt på, at de elever, der får tilbuddet, er elever, som ansvarligt passer deres uddannelse, og som lærerne vurderer vil få et godt fagligt udbytte af turen. Opsparing til turen starter, når udvælgelsen af elever har fundet sted
  • Deltagende elever og forældre skal kende pris og program for rejsen i god tid inden afrejse

 

Elever der ikke deltager

Rejserne for stamklasserne i 2.g samt 2.HF er som udgangspunkt obligatoriske undervisningsaktiviteter. Da prisen overstiger niveauet for egenbetaling fastsat af Undervisningsministeriet, kan eleverne nægte at deltage. For elever, som ikke deltager i 2.g-studieturen eller 2.HF-ks-rejsen, etableres der et særligt forløb/opgave af de rejseansvarlige lærere. Forløbet/opgaven er obligatorisk for de elever, der ikke deltager i studierejsen, og udgør hhv. et AT-forløb eller ks-forløb.

 

Tilmelding og betaling

Elever, som har tilmeldt sig en tur, skal betale depositum og efterfølgende rater rettidigt. Ellers kan de ikke forvente at komme med på turen.

Elever, som har tilmeldt sig en tur, kan som udgangspunkt ikke få tilbagebetalt depositum eller øvrige indbetalte beløb, med mindre rejsebureauet indvilliger i dette.

På denne side kan du betale din studietur via betalingssystemet Safeticket.

Forsikringsdækning af elever på studieture

Skolen har ikke en forsikringsordning, som dækker elever ved udlandsrejser.

Når elever er på studietur i Europa, er de dækket af den offentlige sygesikring med det blå sygesikringsbevis. Siden d. 1. januar 2008 har den offentlige sygesikring ikke længere dækket hjemtransport ved sygdom. Derfor bliver der tegnet en tillægsforsikring i Europæiske Rejseforsikring til en pris af ca. 40 kr. pr. elev, som indregnes i rejsens pris.

Såfremt en elev er dækket af en privat forsikring, som omfatter hjemtransport ved sygdom, og eleven dokumenterer det over for læreren, vil der ikke blive tegnet tillægsforsikring til eleven.

Se vejledning om rejsesygesikring: http://www.borger.dk (søg på rejsesygesikring)

Læs generelt om forsikring af elever på gymnasiet her >