Nu er vi endt på en gård – sammen med nogle får – 150 km fra hvor vi var i går (vi kan rime i en hel time 🙂  )

Vi har fået en ny ven, på vores eVENtyr. Alfons er hans navn, og det har gjort gavn, fordi Rasmus sad med ham i sin favn. Vi kom til Hveragerdi, mens vi sagde hihi. Vi fik en bananblomst kort efter vores ankomst, og vi tog godt imod dens fremkomst.

Her får vi overrakt vores totem Alfons af vores turguide i drivhusene. Vi vil gerne alle erklære vores store kærlighed til vores guide – han var sej!

 

Nå, nok med rim for i dag. I Hveragerdi, som er et islandsk landbrug i geotermisk opvarmede drivhuse, så vi alle slags grøntsager, både små lilla tomater, dobbeltfarvede Snehvide-peberfrugter, giftigt røde jordbær og små grape-appelsiner. Selvom de smagte lidt surt, så ville vi gerne have flere.

På vores “Golden Circle”-tur udforskede vi først Moder-naturs sprække mellem de to divergerende kontinentalplader. Det gav mulighed for et par jokes, men også for at se det sprøjte fra sprækken tre gange på et minut i form af en begejstret gejser. The Golden Circle sluttede med stil ved det mægtige vandfald Guldfoss.

 

Efter vi havde set den våde side af Moder-natur, tog vi ud til Secret Lagoon, der ikke var helt så hemmelig alligevel. Intensiv workout. Her kunne man prøve yoga og vandaerobic i 40+ grader. Vores spirituelle rejse forsatte i bussen fra Secret Lagoon, hvor et par stykker nede på bagsædet fandt deres personlighedstype, drivkræfter og fremtidsdrømme. Hvad med f.eks. at slå sig ned på Island?

Bagerst i bussen sover vuggestuebørnene synkront, mens børnehaven i den forreste del af bussen synger “Annie tro på os to”, “KickFlipper” og alle de andre klassikere fra børne MGP.