Skrevet af Daniel, 3.a, og Maria, 3.c:

Vi er nu på dag 3, så jetlaggen har efterhånden lagt sig for alle. Vi lagde dagen ud med at mødes ved Hayesville High School, hvor vi skulle køre med en vaskeægte amerikansk skolebus. Vi var en del med på turen, da der – udover os selv og vores hosts – også var tredjeårseleverne (juniors) med på turen.

Vi havde forskellige steder, vi skulle besøge. Først kørte vi til Biltmore House, som er den største private bolig i hele Amerika. Det var en kæmpe bygning med 250 værelser, som bl.a. inkluderede to bowlingbaner, en swimmingpool, et bibliotek samt adskillige opholdsstuer. Der var vi i et par timer, hvor vi derefter kørte til Asheville for at få noget frokost.

Efter frokosten, da sulten havde lagt sig, var det tid til at bruge en masse fysisk energi. Vi skulle nemlig til en trampolinparken Sky Zone. Her var der mulighed for forskellige aktiviteter eks. høvdingebold og en klatrevæg, men fælles for det hele var, at hele hallen var dækket af trampoliner – også på væggen. Vi hoppede rundt i en times tid, og det gav sved på panden.

Det var dog ikke nok! For efter dette kørte vi videre til en bowlinghal med pool og arkadespil. Efter et par timer kørte vi hjemad, for det havde været en lang dag grundet de lange busture i bjergene for at komme fra sted til sted. Det har været en helt vild fed dag, og hele turen har været fantastisk indtil videre.

Dette var tredje afsnit af vores tur til USA. To be continued…!

Se mange flere billeder fra Hayesville lige her.

Læs mere om vores talentudvikling i faget Engelsk, hvor man kan komme i betragtning til at komme med på USA-turen her.