Først gik turen til Assendrup Hovedgård på Sydsjælland, for at se på moderne mælkeproduktion. Alle køerne gik frit i løsstald – dvs. at de selv kunne vælge om de helst ville æde, blive malket i robot eller bare ligge og tygge drøv.

“Vi fik set på alt fra helt nye kalve til “kønsmodne teenagekøer”, der snart var klar til at blive insemineret med tyresæd fra tyre med de helt rigtige gener, for at få den optimale mælkeproduktion”, fortæller biologilærer Bente Lorentzen.

Efterfølgende tog klassen til Taagemarksgaard, for at se på produktion af slagtesvin. For at undgå smittefare, blev alle iført fikse overtræksdragter og skoposer – og så fik alle elever mulighed for at gå ind og få sig en sludder med grisene…

“Alt i alt havde vi bare en supergod dag med høj sol og godt humør – og eleverne fik sig tydeligvis også nogle interessante og underholdende oplevelser”, slutter Bente Lorentzen.