Hvad ville du gøre, hvis nogen sendte en andens private nøgenbillede til dig? Eller hvis nogen offentligjorde et billede af dig, som de havde taget uden dit samtykke?

Det var sådanne svære – og meget aktuelle – spørgsmål, som Hvidovre Gymnasium & HF tog op fredag den 2. marts, hvor gymnasiet holdt såkaldt Trivselsdag. Samtlige elever, lærere og andre ansatte blev blandet i grupper og skulle med udgangspunkt i fiktive cases diskutere, hvordan man kan bekæmpe hævnporno – det vil sige, når personer deler intime billeder eller andet krænkende indhold uden at have fået lov af den person, der er på billedet.

Diskussionen på gymnasiet rammer ned i en tid, hvor der er ekstra fokus på unges opførsel på sociale medier, efter politiet i januar besluttede at sigte 1.004 unge for at have delt en sexvideo af en ung kvinde imod hendes vilje.

Som et oplæg til debat kom Andreas, som er medlem af Pulterkammerets Aktivister – en Facebookgruppe, som bekæmper hævnporno ved at tage kontakt til forældrene til de unge, der deler eller efterspørger intime billeder af andre på sociale medier. Andreas fortalte om aktivisternes arbejde og konsekvenserne ved at dele materiale uden samtykke fra afsenderen.

Fællesskabet styrkes på sådan en dag

”Vores Trivselsdag har tre formål,” fortæller gymnasiets rektor Kirsten Jensen:
”For det første skal vi formulere en antimobbestrategi af og med de mennesker, som den vedrører – det vil sige os alle sammen på skolen. For det andet er dagens tema ’digital dannelse’, som undervisningsministeriet kræver, at vi som uddannelsesinstitution forholder os aktivt til. For det tredje håber vi, at en dag med fokus på fællesskaber i sig selv styrker vores i forvejen gode fællesskab her på gymnasiet og virker mobbeforebyggende.”

Input fra 500 personer skal koges ned til én antimobbestrategi

42 grupper med hver 12 personer i, der diskuterede og skrev ned, hvordan de forholder sig til i alt fire forskellige cases om hævnporno eller mobning på de sociale medier – det er, hvad der kom ud af gymnasiets Trivselsdag. Så der er nok af stof at dykke ned i, når den arbejdsgruppe af både lærere og elever, der har planlagt Trivselsdagen, nu skal sætte sig ned og bruge hele skolens input til at lave en god antimobbestrategi.

Én af de i alt 42 grupper, der diskuterede, hvordan man bekæmper mobning på de sociale medier.