Kære familie, venner, lærere, ledelse og sidste men bestemt ikke mindst kære studenter!

Tillykke med det! I dag markerer et skelsættende øjeblik i alle vores liv, både for de af os, der om ikke så længe skal til at sætte vores levere voldsomt på prøve, for de af os, der skal skrige, råbe og fejre af vores lungers fulde kraft og for de af os, der de næste mange uger ikke vil være i stand til at tørre smilet af læberne efter minderne om 24 timers ungdom i fuld udblæsning.

Lige så skelsættende er dagen for alle de i salen uden huer på, der netop nu kan se ned med endeløs stolthed på en datter, en søn, en søster, en bror, en ven eller en veninde. Det er en stor dag, men størst er den nok alligevel for os studenter!

Det er uden den mindste form for overdrivelse at jeg kan sige at dagen i dag med sandhed er en glædens dag, men vigtigst af alt en for mange af os sejrens dag! Vi gjorde det, vi er nået endestationen efter en langvarig og for de fleste af os turbulent rejse. Og ordet ”rejse” er nok den mest passende beskrivelse at bruge om gymnasie-oplevelsen. En rejse, hvorunder vi studenter reelt set er gået fra børn til voksne. Eller i hvert fald til mere voksne børn.

Hvor mange gode stunder der end har været, har vi ikke fået lov til at slippe for de hårde også. For stx’erne manifesterede disse sig som 2G. Året der absolut ingen ende ville tage! Hvor vi i 1G var kedeligt overraskede over, hvor hurtigt 1G gik, syntes der i vores andet år ingen udløbsdato at være på den turbulente omgang, der hed 2G. Et famøst år, der fra tidernes morgen har fået studenter til at undre sig over, hvordan i al verden det var, at huen alligevel endte på toppen af det efter sigende klogere hoved i sidste ende. Men hvis der er nogen uddannelse, der i sandhed har testet unges engagement og udholdenheds-evner – må det være gymnasiet, der tit har involveret uforståeligt lange dage med tysk og samfundsfag A i 8 modul, ubeskriveligt umotiverende mange matematik og dansk afleveringer, hvad der syntes som en trilliard og en elevtimer om ugen, tvivlsomme fraværsprocenter og tæt knyttede bånd med skolens ubetitlede helte – studievejlederne.

Alt dette kombineret med en tid, hvor de fleste af os samtidigt blev myndige. En perfekt timet kombination der har ledt til ugentlige svære valg mellem fornuft og fornøjelser, mellem små kolde og store pensa, mellem favoriserede øl-briller og forsømte læsebriller. Valg der ofte, på fineste og mest ufornuftige vis, har favoriseret de valg vores forældre og studievejledere har fratalt os at tage. Men det er jo også en velkendt sandhed, at der ingen udvikling kan være uden uretmæssig bedrevidenhed og dårlige beslutninger. Men vi klarede den jo alligevel, og nu står vi her alle fint med velfortjente huer på og ganske respektable studentereksamener.

For det meste af det der i gymnasiet kan virke så umådeligt uoverskueligt tværfagligt og afskrækkende akademisk overlever vi og erfarer, at også dét kan vi lære at mestre. Og så er det jo svært ikke at blive lidt selvhøjtidelig og klappe sig en ekstra gang på skulderen. For de utallige udfordringer vi på 3 år er blevet budt, der efter pædagogisk terminologi hedder ”muligheder for læring og dannelse”, har vi overkommet, overvundet og på beundringsværdig vis lært at mestre det. Vi har klaret det! 3 år for stx’ernes vedkommende og 2 for HF’ern! Og så tror jeg at det er på sin plads at bryde al formaliteten for et øjebliks udtryk af uformel og ubeskrivelig glæde samt velfortjent ros: Vi er nogle pisse seje studenter!

Men alt dette har vi ikke opnået på egen hånd. Ganske rigtigt går æren i sidste ende til os selv, for det er i sidste ende os alene, der mismodigt har siddet klistret til computerskærmen og skrevet de 100 og mange afleveringer igennem alle år. Men rejsen vi alle har været på, havde vi aldrig kunnet afslutte ærbødigt uden det fællesskab der har tilrettelagt den for os og hjulpet os igennem den. Uden dette fællesskab havde vi muligvis stadig stået her, men vi havde bestemt ikke stået her med samme fantastiske sammensurium af glædesfølelser og heller ikke med samme bagage af uddannelse og dannelse og bestemt heller ikke med samme reservoir af hjertevarmende minder. Denne unikt sammensatte ballast og uforglemmelige oplevelser havde ingen af os tilegnet os andre steder end her inden for de vægge der udgør Hvidovre Gymnasium. En bygning der muligvis er beskeden af udseende, men som til gengæld huser et storladent og enestående fællesskab, bestående af lige så enestående mennesker og personligheder.

For fællesskab, solidaritet og sammenhold er unægtelig en stor bestanddel af det at gå på HvG og danner fundamentet for den unikke tid ingen af os ville have været foruden. Konstellationen af mennesker her på HvG er i sandhed gymnasiets force. For gennem den har vi alle haft muligheden for og pladsen til at udvikle os og blive de mennesker vi ønsker at være. Her er der ingen vision der er mere storslået end den anden, ingen ambition eller drøm der er mindre imponerende end den næste. Ingen personlighed, intet talent og ingen kvalitet, der er for ubetydelig til at blive hyldet. Der er med andre ord plads til at være, til at blive set, til at blive hørt og til at blive værdsat. Der er højt til loftet, i overført såvel som i bogstavelig forstand og plads til at drømme såvel som at tænke stort. Til at udvikle sig og til at vokse. Her er dannelsen i lige så høj grad vigtig og essentiel for ”rejsen” som uddannelsen er det – og ingen af delene forsømmes af den grund.

Nej, studievejlederne, ledelsen, sekretariatet, IT-medarbejderne, rektor og vigtigst af alt vores lærere har igennem 3 år vist os at ”vi kan”. At vi har evnerne, kløgten såvel som udholdenheden til at klare, hvad end det nu er undervisningsministeriet synes, der er relevant for os at skulle igennem. Fra AT til Latin (og for idræts-spassere som jeg selv – danseopvisninger og træningsprogrammer).

Lærerne, der for mange er blevet en form for surrogatforældre, har udmærket sig ved at være både ambitiøse og passionerede omkring det, de laver og ved – og de har sat standarden netop så høj, at vi som elever har haft intet andet for end at opbygge en tro på vores egne evner og arbejde hårdt for hvor vi i dag nu står – som studenter!

Vi skylder jer alle tak for at skabe rammerne for et miljø, hvor det ikke blot er nemmere men i den grad også langt sjovere og mere motiverende at lære i.

I har skabt de gode rammer, men billedet har også skullet udfyldes. Og her er det at vi kan tage et kig rundt i salen på de fint hue-påklædte unge mennesker. For hvis der er nogle, der har formået at fylde et billede med liv, personlighed og karakter, må det være os. Eleverne. Studenterne!

Hvad end vi har haft af relationer til hinanden. Positive såvel som negative, hvad der desværre er noget nær uundgåeligt, når man placerer en bunke hormonsprængte og opinionsfyldte unge under samme tag, så kan vi i sidste ende takke hinanden hver især for at være med til at forme den unikke og uvurderlige oplevelse vi som gymnasie-elever på HvG har haft. En oplevelse der netop er unik, fordi den er blevet udgjort af de personligheder vi igennem 3 eller 2 år har delt sorger og glæder med. De personligheder vi til idrætsdagen har heppet med, som vi i spansktimen har skændtes med og til fredagscafeen delt en øl og en venskabelig kærlighedserklæring med. Alle disse delte oplevelser, hvor ligegyldige eller legendariske de end har syntes at være på daværende tidspunkt, har været med til at forme hver af vores oplevelser. Og i sidste ende har disse mennesker, skønne eller irriterende, været vidner til og påvirket hver af vores rejser. En rejse og en udvikling der har resulteret i de mennesker og de personligheder vi i dag udgør. Et resultat jeg tror de fleste af os, hvis ikke alle, er mere end godt tilfredse med. Vi har været en fast bestanddel af hinandens tilværelse i 3 eller 2 år og til trods for nedture har denne tilværelse tegnet en brat opadstigende kurve, der ser sit klimaks i dag. Af den grund kan vi i dag og længe fremover se på hinanden med taknemmelighed og jævnbyrdighed.

Disse år har været 3 eller 2 af de vigtigste formative år i vores ungdom og det unikke ”jeg” vi hver især udgør i dag, er udsprunget som resultat af dem. Vi udgør et helt særligt fællesskab, der har været af enorm betydning for vores tid her og særligst af disse fællesskaber må uden tvivl være det vores klassekammerater har udgjort.

Disse mennesker som vi dag ud og dag ind har set på igennem 3 eller 2 år – selv i stunder hvor vi sagtens kunne have undværet det – er blevet til lidt af en familie, der til trods for interne intriger og konflikter i sidste ende står stærkere sammen end nogensinde før – og hvis ikke, ja så er det et held, at der inden for de næste 24 timer bliver indtaget en del våde varer til at hjælpe fællesskabet på vej.

Gymnasie-tiden har været en ubeskriveligt skøn, forvirrende, sjov, udfordrende og helt igennem uforglemmelig oplevelse, hvor vi som unge mennesker er blevet bevidste om netop, hvor vores styrker og svagheder ligger, hvor meget vi kan klare, og hvad vi kan præstere. Et sådant kendskab til sig selv og sine evner er en uvurderlig gave, der giver os et stort forspring i den voksne verden. For at kunne gennemføre gymnasiet, hvad end man har gjort det med ubesværet ynde eller om man har kæmpet sig vejen frem til målstregen, er sejren lige stor og således bliver selvtilliden det ligeså. Og det er derfor at vi, med kendskab til vores evner, forøget selvtillid og forøget tørst efter livet, kan erobre den verden, der netop nu ligger for vores føder.

Tillykke årgang 2011, vi er nu endelig studenter 2014! Hashtagget i længe har ventet på at bruge er nu til fri disposition! Må de sociale medier ikke få et øjebliks fred de næste to uger og må indersiden af jeres huer være propfyldte med dyrebare minder!

Mange gange tillykke og når den tid kommer: skål!