I tre dage skiftede otte fransk-interesserede 2.g’ere adressen Blytækkerporten 2 ud med Rue Jarry i byernes by, Paris. De otte elever, som alle har en særlig interesse i det franske sprog og den franske kultur, var nemlig på sprogrejse fra 2.-5. september.

Inden afrejsen havde eleverne arbejdet i grupper om franske samfundsforhold, eksempelvis skolesystemet, politik, indvandringsproblematik, kunst og Paris’ hjemløse mennesker. Fremlæggelsen af resultatet fra gruppearbejdet foregik så i Paris.

Eleverne brugte en del tid på Musée d’Orsay – en gammel banegård, der i dag bruges som museum – og ved Centre Pompidou, et stort kulturhus i midten af Paris. Derudover fik eleverne et indblik i og en fornemmelse af den franske hverdag med trafik, metro, politi på racercykler, bevæbnede betjente på banegårdene og ikke mindst de franske delikatesser – især var macarons et hit hos eleverne.