To 2.g-spanskhold fejrede tirsdag den 31. november den mexicanske fest for de døde, ”Día de muertos”. Det foregik på traditionel vis med altre til ære for de afdøde, smukt pyntet med blomster og lys, mad og drikke, som den døde gæst særligt godt kunne lide.

Eleverne havde valgt en berømt afdød at invitere på besøg i dagens anledning, og der blev serveret chips og popcorn til Tupac Amaru og tændt duftlys for Whitney Houston, mens Fidel Castro fik sig en cigar.

Ikke uhyggeligt – tværtimod

Før festen løb af stablen, havde Diego, som er på HvG som udvekslingsstuderende fra Mexico, fortalt os om sit hjemland og om den særlig fejring af døden, der finder sted hvert år fra den 31. oktober til den 2. november. Selvom festen falder sammen med den kristne Allehelgens Dag, har den rødder i tiden før spaniernes erobring, og til ”Día de muertos” skal man kigge langt efter gys og græskar: Det gælder nemlig ikke om at skræmme de dødes ånder væk, men om at invitere dem på besøg, så man sammen kan have en rigtig hyggelig aften.