– Jeg var helt vild glad. Netop fordi det ikke er alle, der får lov at komme med, så er det et kæmpe privilegium. Jeg har sommerfugle i maven.

Sådan sagde Johanne Skjold Mortensen fra 3.a, før hun i fredags steg på et fly sammen med 13 andre elever fra Hvidovre Gymnasium & HF for at flyve over Atlanten og tilbringe en uge i den lille by Hayesville i delstaten North Carolina.

Turen er en årligt tilbagevendende del af gymnasiets talentudvikling for elever, der har en særlig interesse i og talent for det engelske sprog. For at blive taget i betragtning skal man gå i 3. g, have engelsk på A-niveau og skrive en motiveret ansøgning. Eleverne skal under opholdet bo hos en værtsfamilie og følge undervisningen på den lokale high school.


Et bibelbælte med bonderøve – eller…?

Mia Steen Kok fra 3.a er en af de andre elever, der slap gennem nåleøjet til turen:

– Jeg håber at få et varieret syn på Hayesville-indbyggernes kultur. De bor jo ude på landet og oppe i bjergene. Så jeg håber at få knust den stereotyp, der kan eksistere om, at de bare er nogle ”hill billies” (bonderøve, red.) og måske finde ud af, at de ikke er så meget anderledes end én selv, siger hun.

Udover at ligge i naturskønne omgivelser er Hayesville samtidig placeret i det såkaldte ”bibelbælte” – en række delstater, hvor en stor del af indbyggerne er meget troende. Det betyder for eksempel, at Johanne skal i kirke med sin værtsfamilie om søndagen:

– Jeg er spændt på at se, hvor meget de dyrker deres religion. Det er meget fremmed for mig at gå i kirke om søndagen, så det bliver spændende at opleve, siger hun.

Begge piger er især spændt på at følge undervisningen på byens high school – og for måske også her at få gjort op med nogle stereotyper:

– Det bliver sjovt at se, hvordan det rigtigt er på high shcool. Man ser tit de karikerede billeder af high school-livet på film, hvor der er taberne og dullerne og så videre, men jeg forestiller mig, at det i virkeligheden er noget helt andet, siger Johanne og fortsætter:

– De har ikke klasser i deres high school, så hele årgangen har i stedet fag, hvor alle sidder i et stort klasselokale. Jeg prøvede at forklare hende, jeg skal bo hos, at vi er tyve i en klasse, men det skal hun vist se med egne øjne for at forstå det, smiler Johanne.

Og det får de amerikanske elever chancen for på et senere tidspunkt, hvor de kommer på udveksling i Danmark og skal følge undervisningen på Hvidovre Gymnasium.

Både Johanne og Mia håber at skabe kontakter under turen – og amerikanernes efterfølgende besøg – som kan holde i mange år:

– Jeg håber, man kan skabe et bånd med dem, der kan give et indblik i en anden kultur. Og så er det også bare fedt at have en ven et andet sted i verden, siger Mia.