Ækte Vare: En hårdkogt voldsfilm? – Næsten det modsatte.

Anmelder: Maria Wix Steffensen, 2.b.

Karakteren Mikael (Kian ‘Gilli’ Rosenberg Larsson) lever i ghettoen med sine venner, der alle drømmer om at slå igennem med deres rapmusik. Og selvom de har et lille studie til at optage i, så går gennembruddet kun for langsomt. Mikael og hans venner hænger i kriminalitet, sort arbejde og vold. Det klassiske, stereotypiske billede af, hvad folk fra ghettoen har gang i. Først da en gammel slidt rapper ved navn Apollo (Rasmus Hammerich) ser potentialet i Mikael og tilbyder ham et samarbejde, holder Mikael sig lidt tilbage fra de gamle vaner og bliver trukket ind i en verden med spænding, damer, champagne, og hvad han allermest har lyst til, nemlig at rappe for et publikum og tjene på det. Han ender med at leve drømmen, ham og hans venner har haft så længe.

Hans drenge fra ghettoen er dog ikke helt enige i, at det er, hvad de har drømt om. At arbejde for en anden og sælge sine tekster er efter deres mening ikke et gennembrud. Med VIP-livsstilen på den ene side og det gamle ghetto-liv på den anden, har Mikael dog sin veninde Jelana (Marijana Jankovich) i midten. Man kan virkelig mærke, at de holder af hinanden og ikke bare som venner.

Atypisk ghettofilm
Titlen og plakaten på ’Ækte Vare’ giver god grund til at tro, den er en efterfølger til f.eks. ‘pusher’ og ‘Nordvest’. Den røde farve, graffiti-lignende skrift, de sorte personer og hætten og Mikaels hoved indikerer alle sammen, at her har vi en ghettofilm fyldt med vold, blod, kriminalitet og de værste fyre i hele betonbyggeriet. Men faktisk mener jeg, at filmen på sin vis er både harmonisk og en flot skildring af et betonbyggeri, der faktisk ikke er så slemt igen. Selvfølgelig er der både vold og kriminalitet, som scenen hvor Mikael og hans to drenge tæver manden, der har slået Mikaels mor. Efter overfaldet løber drengene derfra, og her, som i mange andre scener i filmen, bruges der slowmotion på en fantastisk måde. Det understreger på bedste vis, at lige meget hvor hurtigt de løber derfra, kan det kun gå for langsomt.

Ud over det er størstedelen af scener også i sollys og med lettere glade undertoner. Når Mikael indspiller i studiet for sjov, når han går rundt med Jelana, når han hænger med venner eller når han handler ind med sin mor. Man bliver lidt glad af at se sådan nogle scener i en film, man ellers troede, skulle handle om grov vold og nattelivet i en ghetto.

I kontrast til alle disse scener er der to scener, som skiller sig ud fra de andre, men ligner hinanden. Den der kommer først er scenen, hvor Mikael har taget sine venner med på klub. Det hele starter ud med musik og slowmotion, men der kommer et knæk og den asynkrone lyd og slowmotion forvinder. Mikael holder, hvad man kunne forstille sig var hans bedste ven tilbage fra at slås med Apollo. Det her er øjeblikket, hvor Mikael for alvor træder ind i Apollos verden, eftersom hans venner ikke gider støtte ham. Den anden scene sker det modsatte faktisk. Det er til en af Apollos gigs, efter han har haft sex med Jelana og Mikael beslutter, at nu er det slut. Han begynder at rappe en anden sang og går direkte ud af klubben efterfølgende. Han slår Apollo, men Apollos bodyguard slår tilbage på Mikael og her begynder slowmotion og asynkron lyd. Ligesom om, at det er den modsatte vej nu, hvor han er på vej ud af Apollos verden.

Musikstilen er et plus
Jeg synes, filmen var rigtig god, og jeg elskede det ikke var en typisk Vestegnen ghetto og voldsfilm, og jeg kan heller ikke komme uden om, at jeg er kæmpe fan af musikstilen, der er brugt. Gilli og bl.a. Sivas er kunstere, jeg hører næsten dagligt og gerne på repeat.

Slutscenen hvor Gillis sang kom op på skærmen synes jeg desværre er en lidt tam afslutning. Den er langtrukken og ikke specielt spændende, når det bare er ryggen af Mikael. Havde det nu været, hvor vi så ham synge eller nogle montager fra, hvad der skete efter, havde det været mere interessant end hvide blinkende ord, der ryger så hurtigt ind og ud ad skærmen, da tempoet skal passe med Gillis fantastiske rapegenskaber.

Den her film er Fenar Ahmads debutfilm. Han har førhen instrueret musikvideoer og kortfilm, men musikvideoerfaringen slår godt igennem. Dog passer det jo utrolig godt til filmen, som er produceret i 2014 og sammen med Gillis EP-udgivelse, og den hip-hop, reggae og dancehall bølge som har ramt danmark, var det et perfekt tidspunkt for at release filmen.