Traditionen tro blev der i fredags afholdt floorballturnering i Avedøre Idrætscenter. Her kæmpede HvG’s 1.hf’ere og 2.g’ere hele eftermiddagen for at vinde floorballpokalen og ikke mindst æren.

Der var i dagens anledning indsat dommere fra Hvidovre Attack Floorball Club, og de styrede de entusiastiske drenge og piger med stor præcision.

Sidst på eftermiddag blev drengenes række afgjort i en finale mellem 1.r og 1.q. Dagens vinder blev 1.r, som efter 1-1 i den ordinære tid afgjorde kampen i straffeslagskonkurrence.

I pigernes finale fik 2.z omsat den sidste energi til ét mål, hvilket var tilstrækkeligt til at sikre en 1-0-sejr over 2.b.