Festsalen var nærmest fyldt til sidste sæde, da Hvidovre Gymnasium & HF tirsdag aften slog dørene op til den store Informationsaften, hvor mere end 300 besøgende havde valgt at lægge vejen forbi.

Et par veloplagte værter – lærer Sanne Thrane og elev Mathias Schram – bød gæsterne velkommen i salen, hvor der også blev vist filmproduktioner og fremført musiknumre af skolens elever.

Efterfølgende viste skolens elevambassadører gæsterne rundt på gymnasiet og skolens lærere stod klar til at svare spørgsmål om studieretninger, studierejser, talentprojekter og hvad gymnasielivet ellers indebærer.

“Jeg er utrolig stolt og glad over at vores Informationsaften var så velbesøgt – ikke mindst fordi der virkelig var en fantastisk stemning aftenen igennem og fordi spørgelysten var så stor blandt de besøgende folkeskoleelever og forældre”, fortæller rektor Kirsten Jensen.