Én mands skrald er en anden mands guld, lyder et gammelt ordsprog – ord, der blev omsat til handling fredag den 5. maj, da Hvidovre Gymnasium afholdt sin årlige gallafest. Festudvalget havde i ugerne forinden indsamlet brugte syltetøjsglas og konservesdåser, strippet dem for mærkater og forvandlet dem til rustikke vaser for buketter af hvide blomster. Store grene med grønne forårsknopper var stillet op langs væggene i vandrehallen. Når man kiggede op udenfor, så man hvide rispapirlamper hænge fra trækronerne, mens det indenfor var hundredevis af hvide balloner, der mødte øjnene.

De grønne og hvide farver fik følgeskab af røde munde, pink negle, kjoler i guld- og sølvpailletter, sorte smokings og blå butterflys i takt med, at afgangseleverne ankom i deres stiveste puds.

Her er det klassen 3av på den røde løber.

Elevernes aften

”En øl, tak,” råber en elev til læreren bag baren for at overdøve musikken, der giver genlyd i den store sal ved siden af. ”Så gerne, coming up”, svarer læreren prompte. For en gangs skyld var det underviserne – der i dagens anledning agerede serveringspersonale – der måtte rette ind efter de studerende. Det var på alle måder elevernes aften. Kjolerne blev luftet, gulvene blev danset på, krammene blev udvekslet og minderne om de forgange år på gymnasiet blev delt med hinanden.

 

Se flere billeder fra gallafesten her.