De fleste studenter vil kunne nikke genkendende til, at eksamenstiden er intens. Den 19-årige Tanja Kirstine Amdi Jensen, der går i 3.b på Hvidovre Gymnasium & HF, har dog været spændt hårdere for end de fleste af hendes medstuderende. Ind mellem hendes eksaminer, har hun deltaget i VM for juniorer i bueskydning, som i år blev afholdt i byen Yankton i South Dakota USA. Og det med stor succes. Tanja kunne nemlig rejse hjem med en guldmedalje i individuel dame og en sølvmedalje i mixhold.

Det er Tanjas første VM-medaljer, og hun har svært ved at skjule sin begejstring, da hun fortæller om oplevelsen:

”Det er jo noget, jeg har kæmpet for de sidste mange år. Det er en drøm, der går i opfyldelse!”

Sportsgrenen ramte plet
Tanja træner til daglig i TIK – Taastrup Idrætsklub og har gået til bueskydning i 7 år. Hun kom i gang med sportsgrenen, da hun sammen med sin folkeskoleklasse besøgte en middelalderlandsby, hvor de skulle skyde med bue og pil.

”Det var jo en primitiv bue, men jeg syntes, at det var sjovt og ville gerne prøve mere af det.”

Og så var hun i gang. Syv år senere er en stor del af fritiden fyldt op af træning og turneringer. I løbet af en uge bliver det let til 18 timers træning.

Travl sommer
Udover VM i USA har Tanja i 2015 også været til World Cup i Tyrkiet, hvor hun kom hjem med guld i mix-hold og til indendørs EM for juniorer. Om blot en måned skal hun repræsentere Danmark ved VM (senior), som i år bliver afholdt i København. Målet er ved denne turnering at komme hjem med medaljer i mix-hold og dame-hold.

I individuel dame håber Tanja på at få gode placeringer i de indledende runder, så hun kan komme med i semifinalen.

Fremtid i sportsverdenen
Lige nu handler det dog om studenterhuen og fejringen af en veloverstået gymnasietid.

”Min sport har nok taget lidt fokus fra skolen – men det er prisen. Jeg slutter alligevel med et fint resultat,” lyder det fra den glade bueskytte.

Tanja drømmer om at læse videre til fysioterapeut. En profession der ville gå godt i spænd med hendes sportslige karriere.