“Peter er den bedste lærer, som jeg har haft, uden tvivl.”

Sådan skriver en af de elever, der til daglig har lærer Peter Pedersen til matematik på Hvidovre Gymnasium & HF. De pæne ord stammer fra elevens indstilling af Peter til Politikens Undervisningspris, som går til dedikerede lærere, der gør et ekstra godt stykke arbejde for særligt deres elever.

Eleven skriver videre:

“Han er hyggelig i sin personlighed, og samtidig er han altid forberedt til timerne. Han strukturerer sine timer overdrevet godt, hvilket bare giver os elever en bedre oplevelse i hans moduler. Han giver alle en chance og bakker alle op om faget. Hver gang jeg går fra Peters time, har jeg altid lært en masse nyt, som sidder i hovedet. Han er kort sagt den bedste lærer.”

Peter er også blevet indstillet af en anden elev, der skriver, at Peter “…skriver sit eget materiale og skriver bl.a. materiale til flere af lærene på skolen. Udover dette er han en yderst kompetent samt forstående lærer.”

Eleverne er min drivkraft

Selv er Peter ydmyg og glad for indstillingen. “Det er lidt overvældende at skulle læse om sig selv, men jeg er selvfølgelig rigtig glad for, at der er elever, som får noget ud af det, jeg gør. Det er jo et eller andet sted også drivkraften i det, jeg laver.”

 

Politikens Undervisningspris bliver uddelt tirsdag den 3. maj 2016 ved en fest i Pressen i Politikens Hus.

bioteklinje4

Peter Pedersen underviser også i fysik og astronomi, hvor han er lige så engageret som i matematik.