MIN GYMNASIETID er en artikelserie, hvor vi interviewer en række tidligere elever, om deres tid på HvG*.

Det første interview er med Lasse Volfing, som i dag anmelder film og arbejder for det Oscar-vindende produktionsselskab M&M Productions, samtidig med at han skriver på sit speciale i Film- og Medievidenskab.

Hvad husker du bedst fra din gymnasietid?
‘Det var helt klart det sociale. Det var intenst at gå i gymnasiet. Vi syntes selvfølgelig, det var hårdt, men når jeg kigger tilbage, så havde vi ret meget fri. Og den tid brugte vi på at være sammen. Gennem tre år var vi sammen både i skoletiden og efter. Det gav gode venskaber – og nogle har udviklet sig til at blive venner for livet.’

Hvad husker du især fra undervisningen?
‘Vores klasse var vist kendetegnet ved, at vi var ret dårligt forberedte. Men det slog ikke lærerne ud. De gav aldrig op, men blev ved med at skubbe os i den rigtige retning.’

Hvilken betydning havde lærerne for dig?
‘Lærer-elevforholdet betyder alt, når man går i gymnasiet – og på Hvidovre Gymnasium har I bare verdens bedste lærere. Når jeg stod op om morgenen og skulle hive mig selv ud ad døren, gjorde det ikke kun en forskel, at mine gode venner ventede bag de røde mure. Lærerne trak også, og det gjorde alverden, at vi udover undervisningen kunne joke med hinanden, og at vi havde nogle fælles interesser.’

Havde du en lærer, som betød noget særligt for dig?
Det ville være uretfærdigt af mig, kun at nævne én, for de er alle helt utroligt gode og kompetente. Men hvis jeg skal fremhæve én, så skal det være Peter Pedersen. Han er simpelthen den bedste formidler, jeg har mødt i både min tid på gymnasiet og på universitet.’

Er der en særlig episode fra din gymnasietid, du vil fremhæve?
‘På vores studietur i 2.g til Istanbul blev klassen sammentømret på en helt anden måde. Vi havde det virkelig sjovt. Vi kom også ind under huden på vores lærere og oplevede dem i en anden kontekst. Mimi Olsen havde f.eks. arrangeret, at vi skulle ud at spise på en meget fancy restaurant – det var noget helt særligt.’

Har din gymnasietid haft indflydelse på, hvad du laver i dag?
‘Uden tvivl. Det gode ved gymnasiet er, at du får mulighed for at snuse til mange forskellige fagområder. Jeg gik på medie- og samfundsfagslinjen, og der er ingen tvivl om, at det var min tid med mediefag og Mimi Olsens entusiasme for faget, der fik min grundlæggende interesse for medier til at forvandle sig til et sikkert valg om, at jeg ville læse film- og medievidenskab.’

 

LASSE VOLFING

  • Født i 1989
  • Student fra Hvidovre Gymnasium & HF i 2009*
  • Videregående uddannelse: Skal netop til at påbegynde sit speciale i Film- og Medievidenskab ved Københavns Universitet, og regner med at kunne kalde sig Cand. Mag. om et lille år.
  • Nuværende job: Produktionsassistent M&M Productions, som står bag de Oscar-vindende kortfilm “Valgaften” (1998), “Der er en yndig mand” (2002), “De nye lejere” (2009) og ‘Helium’ (2014). Lasse er desuden anmelder på filmportalen Film-nyt.dk.

*Dengang Avedøre Gymnasium & HF