Fredag den 28. august stod i kampens tegn. Elever og lærere kridtede banen op til dyst mod hinanden i forskellige sportsgrene i anledning af årets Idrætsdag – et af skoleårets mest farverige indslag. Vinderne kunne løbe afsted med slik – og mere vigtigt: Æren.

Dagens største og mest eftertragtede præmie var imidlertid udnævnelsen af klassen med den bedste udklædning. Der var linet op til skarp konkurrence mellem bastskørt-bærende piger fra Hawaii, sort-og-hvid-malede mimere, indianere med fjerpryd i håret, iltre spartanere og andre fantasifulde forklædninger. Det var dog 3. x med deres juletema, der rendte med præmien. Klassen havde bogstaveligt talt pakket sig ind som julegaver, juletræ, Rudolf, julemanden og ikke mindst en menneskelig chokoladekalender, som naturligvis udløste et stykke chokolade, når man åbnede en låge.