I starten af september drog otte af vores elever med fransk på A- eller B-niveau afsted mod Paris for at prøve deres sproglige evner af i praksis. Det var fransklærer Anette Schou, der for tredje gang havde arrangeret en ekstraordinær sprogrejse for elever med en særlig passion for faget fransk.
I løbet af de fire dage, de havde i den franske hovedstad, fik de rig mulighed for at lufte gloserne fra undervisningen. De bestilte mad, spurgte om vej og orienterede sig i byen. Selvfølgelig på fransk.

Frem med de franske gloser
Ifølge Elina-Maria Olsen fra 3.b var det en god oplevelse, at Anette Schou pressede lidt på, for at eleverne fik brugt det franske frem for at slå over i engelsk:
”Det gik jo pludselig op for os, at vi godt kunne begå os på fransk – i hvert fald til det mest basale”.
Turen var også en god måde for eleverne til at mødes på tværs af klasser og årgange, forklarer Elina-Maria Olsen:
”Nu kender jeg flere af mine medstuderende fra 2.g. Folk, som jeg måske ikke ellers var kommet i snak med – og det er virkelig fedt”.

Fortsat interesse for det franske
Forud for rejsen havde de fem 2.g-elever og tre 3.g-elever forberedt forskellige oplæg om franske samfundsforhold. Oplæg, som på turen blev fremført for resten af gruppen på relevante steder i Paris. De kom omkring alt fra indvandring i Paris til aktuel fransk politik og kunst.

Anette Birthe Schou håber, at turen har været en vitaminindsprøjtning til elevernes interesse for Frankrig, franske samfundsforhold og det franske sprog:
”Der er så lidt fokus på det franske i vores hverdag i Danmark, så jeg håber, at en tur som denne kan gøre, at eleverne fortsat har lyst til at holde sig orienteret og arbejde med det franske.”

Flere elever drager ud
I løbet af den kommende måned sender vi igen elever ud i verden. Først gælder det vores Masterclass til Hayesville High School i North Carolina, USA og i oktober tager ikke mindre end 24 elever på tysk sprogrejse til Berlin.