‘Wie alt bist Du?’ spørger en af klassens piger småforlegent efter den tyske Nicola Bednarski har opfordret hende til at stille dagens første spørgsmål. Et smil breder sig på gæstelærerens læber, inden hun udbryder ‘klasse Frage!”

Nicola opfordrer straks eleverne til at gætte på hendes alder, og mellem fnis og smil kommer der gæt på alt fra 25 år til 45 år. Humøret er højt, og isen er brudt til dagens gæsteundervisning i faget tysk.

Erfaren underviser
Nicola Bednarski bor i München og er til daglig lærer hos EF Sprogrejsers afdeling i den tyske storby. Dermed har hun stor erfaring med elever med tyskkundskaber på alle niveauer.

I løbet af timen stillede eleverne deres forberedte spørgsmål, og Nicola Bednarski stillede en masse retur til eleverne, der gik på deres viden om Tysklands storbyer, kultur og politik.