I aften kl. 19.30 og 21.30 kan du i Kulturen på Tv2 News se vores 3.b-elever Ea Johannessen, Frederik Sandberg Rongsted og Marie Randi Christensen, samt lærer Anne Stadager tone frem.

De blev nemlig i eftermiddag interviewet om deres forhold til teater af Det Kongelige Teaters bestyrelsesformand Stine Bosse.

Unge og teater
Stine Bosse er gæstevært på Kulturen på News og tager i aftenens program ud for at diskutere scenekunstens relevans med forskellige målgrupper, og det førte hende til Hvidovre Gymnasium & HF. Efter indslaget tager hun emnet op i en debat i News-studiet.

Stine Bosse spurgte blandt andet eleverne om, hvorfor de går mere i biografen end i teatret. Det så ud til, at bestyrelsesformanden tog mentale noter, mens 3.g’erne svarede på, hvad der skulle til for, at de i højere grad tilvalgte scenekunsten.

Om Stine Bosse
Stine Bosse er uddannet cand.jur. fra Københavns Universitet i 1987, hvorefter hun blev ansat hos Tryg. Her arbejdede hun sig op og blev i 2003 koncernchef for forsikringskoncernen TrygVesta. Hun fratrådte denne stilling i 2011, men det betyder langt fra, at hendes kalender har blanke sider. Stine Bosse er formand for bestyrelserne hos Det Kongelige Teater, Flügger Danmark,  CONCITO, BØRNEfonden og Copenhagen Art Festival, ligesom hun varetager bestyrelsesposter i Nordea, TDC, Amlin plc, Icopal og Aker ASA.