Forældrene stod klar med lommetørklæder, kameraer og smartphones, da marchmusikken blev sat i gang, og Hvidovre Gymnasium & HFs 223 studenter gik over scenen og ned på de forreste stolerækker. Translokationen er en særlig dag. Kulminationen på et, to eller tre års studier – og forløsningen var da også til at se på de unge studenters store smil.

Rektor talte om refleksion
Rektor Kirsten Jensen opfordrede i sin translokationstale til, at studenterne ind imellem løfter hovedet og give sig tid til at tvivle på, om retningen – i deres eget liv og i samfundet – er rigtig:

”Jeg tror på, at I under jeres tid her på HvG er blevet rustet til at gå ud og klare jer i uddannelse og på arbejdsmarkedet (…) Men jeg tror også på, at jeres tid her på HvG har bidraget til, at I bliver reflekterede og tænksomme mennesker. I har oplevet lærere, som vil jer, lærere som har set og hørt jer, så I tror på jer selv, og så I også tør stoppe op og tænke efter, om I nu er på rette vej.”

Eleven Mathias Hector Schram, 3.v, holdt årets elevtale. Han fik på humoristisk vis talt om de valg, som har ført ham og hans medstuderende i mål med deres gymnasietid.

Besøg på rådhuset
Som altid blev der også uddelt hædersbevisninger til 14 elever, som på forskellig vis har udmærket sig igennem gymnasietiden.

Efter translokationen kørte eleverne traditionen tro til Hvidovre Rådhus, hvor borgmester Helle Adelborg tog imod de glade studenter og bød dem indenfor til en forfriskning, en tale og en sang.

Sangen fortsatte ved Byens Kilde – springvandet foran Hvidovre Hovedbibliotek – hvor studenterne dansede den såkaldte AG-dans til stor fornøjelse for fremmødte venner og familiemedlemmer. Bagefter kørte de lykkelige unge mennesker med dytten, piften og jubel afsted på forældreturné i deres festligt udsmykkede vogne med.