Der var glimt fra hele Storkøbenhavn, da GIF-klassen 1.j inviterede til fernisering af deres udstilling ‘Mit sted her’ torsdag før vinterferien. Denne dag var lokale 182 omdannet til et galleri fyldt med sanseindtryk i form af videoklip, malerier, lyrik og ganske personlige tekster.

Eleverne på GIF havde i fagene dansk og historie fået til opgave at lave et produkt, der beskrev et sted i Danmark, som de havde et særligt forhold til. Stedet skulle beskrives faktuelt, ligesom eleverne skulle præsentere stedet fra en personlig vinkel.

En ny start
For den 24-årige Sara Saran var der ingen tvivl om, hvilken plet på landkortet hun ønskede at portrættere, da opgaven blev stillet. Det kunne kun blive asylcentret Auderød i Frederiksværk. Stedet, som blev Sara Sarans midlertidige hjem for 3 ½ år siden, da hun kom til Danmark som flygtning fra Iran.

Sara Saran har valgt at løse opgaven ved at skrive digtet ‘Tabt i tid’ om sin tid i Auderød:

TABT I TID

Livet er frosset i Auderød

Minder, blæst væk og har taget mig med
Auderød har taget sit bedste tøj på
Hvidt, som en ung brud
Jeg havde aldrig mødt sneen
Måske jeg kom her for at hilse på sneen.
Vi havde ikke en chance for at giftes i det varme
Din smukke kjole ville ikke kunne tåle at komme i helvede
Den er alt for hvid og uskyldig
Ja da! Jeg rejste hele vejen for at se dig i din smukke hvide kjole

Vi bliver gift uden gæster

Hverken du eller jeg har nogen familie eller venner
Vi er skabt for hinanden
Lancier i limbo er vores første dans
Du hvisker i mit øre
I medgang og modgang, til døden os skiller

Jeg kigger dybt i dine øjne, kan ikke huske hvem jeg var, inden jeg mødte dig

Måske alt før dig kun er en fjern solfuld drøm
Hvad er det egentlig jeg hedder?
1 – 36 – 716.670?
Det er det jeg altid er blevet kaldt af dig
Jeg havde en helt anderledes barndom, blev født her i dine kolde arme som 20-årig

Seks måneder efter er jeg nødt til at forlade min nygifte brud

Enorme sorte skæbner tager mig væk fra din kolde favn
Jeg kigger dybt i dine våde øjne, kan ikke huske hvem jeg var inden jeg mødte dig
Overlever jeg uden dig ude i det sorte?
Vores romance er kommet til vejs ende
Mon der er en åben slutning?

I medgang og modgang
“Det føltes som et arrangeret ægteskab mellem mig og Auderød, og det er også det, jeg prøver at skildre med mit digt. Det var lidt at et had-kærligheds-forhold. Eller måske var det bare skæbnen,” filosoferer Sara Saran.

Hun nåede at bo i asylcentret i seks måneder, inden hun blev sendt videre til et andet asylcenter. Da hun fik beskeden om flytningen græd hun i flere dage, og tiden i Auderød fylder stadig en del i hendes bevidsthed. I dag overvejer hun at blive frivillig i et af landets asylcentre.

Mødet med en Kierkegaard
Farhad Bayat tog udgangspunkt i hans kærlighed til den danske forfatter Søren Kierkegaard, da han skulle vælge et sted at beskrive. Derfor faldt valget på Assistens Kirkegård på Nørrebro for den 29-årige studerende, der oprindeligt kommer fra Afghanistan.

Allerede i en alder af 16 år begyndte Farhad Bayat at læse Søren Kierkegaards bøger. Det skete i Iran, hvor han fik adgang til nogle forbudte piratkopier på persisk:

“Jeg blev naturligvis draget af det, at bøgerne var forbudte. Derudover blev jeg også fascineret af hans syn på liv og død, og hans evne til at sætte folk i grupper uden at dømme dem.”

I dag har Farhad Bayat læst flere af den kendte forfatters værker 2-3 gange, for der bliver ved med at være masser af lag og stof til eftertanke i dem.

Kulturchok i solen
Efter at have haft Søren Kierkegaard som et lærerigt element i sit ungdoms- og voksenliv, forventede Farhad Bayat at kunne besøge et stort monument for forfatteren, da han kom til København. I stedet blev han henvist til Assistens Kirkegård på Nørrebro, hvor der ventede ham lidt af et kulturchok:

“Der var forretningsmænd, som hastede gennem kirkegården, mens de talte i mobiltelefon, og ved siden af gravstenene lå unge kvinder i bikini og tog sol,” fortæller Farhad Bayat, som mest af alt havde lyst til at vende om uden at have besøgt forfatterens gravsted. Han endte dog med at undertrykke denne trang og gå mod gravstedet.

“Min far sagde altid, at hvis du skal bedømme en by eller et lands befolkning, så se på, hvordan de behandler de afdøde – det afspejler deres værdier”, forklarer Farhad Bayat med et smil.

I dag ved han, at Assistens Kirkegård er noget for sig selv og ikke en traditionel, dansk kirkegård.